For nogle år tilbage, fik min
søster lokket mig med som frivillig hjælpeleder, på en lejrtur. Som hjælpe
leder skulle jeg sammen med andre frivillige være med til at planlægge og
arrangere en uges lejr for blandende børn i alderen 6-18 år. Disse børn var
børn med omsorgssvigt, ADHD, udviklingshæmning, men også børn uden nogen form
for handicap. Målet var at give alle disse børn en fantastisk lejrtur, med
masser af succes oplevelser samt nye venskaber, som mange af dem manglede i
deres liv. Derfor var der også helt almindelige børn, for de kunne få en
forståelse for andre mennesker med fysisk og psykisk handicaps.
Dette måtte sige at blive en
øjenåbner for mig, og give mig mine første pædagogiske erfaringer, idet jeg
aldrig havde arbejdet med børn før.
Første dag; mange af børnene fandt
hurtigt hinanden, også mange af de virkelig generte, glemte hurtigt mor og far.
Det var så fedt at se disse børn, der i dagligdagen var plaget af svigt,
diagnose eller mobning, blive accepteret og lyse helt op, da dette savn med nye
venskaber, langsomt blev opfyldt.
Blandt alle disse børn, var der en
dreng, der var ekstra tilbageholdende. Drengen var 14 år og havde ADHA.
Desværre havde han ikke den rette medicin. Den var begyndt at holde op med at
virke og når dette skete, vågnede han pludseligt op, blev ondskabsfuld, både
verbalt og fysisk. Når han så igen var faldet til ro, eftersom nogle af de
mandlige hjælpeledere måtte holde ham nede, var han jo altid rigtig ked af det
han havde gjort. De andre børn kunne jo ikke forstå hans problem, og var derfor
meget bange for ham, og holdte sig langt fra ham. Derfor blev denne uges
lejrtur, en kæmpe udfordring for ham, da ingen af børnene ville snakke med ham.
En af hjælpelederen, som selv havde
været med på mange af disse lejr ture som barn, fordi han selv led af ADHD, tog
sig særligt om denne dreng. De to opbyggede hurtigt et venskab, hvor drengen
langsomt forstod, at det ikke var hans skyld når medicinen holdt op med at
virke på ham. At de ting han gjorde i disse øjeblikke, slet ikke var ham og at
hans fremtid ikke var håbløs, når han lærere at styre hans handicap, som
hjælpelederen selv havde gjort. Hjælpeleder blev en kæmpe rollemodel for drengen,
og nok også en motivation, til at forstå at på trods af dianosen, ville han
godt kunne få et almindeligt liv, hvor han kunne omgås mennesker på normal
hvis. Alt dette var alene hjælpe lederen skyld, fordi han satte særligt fokus
på drengen og hans behov. Han forstod at behandle alle børn som individer, som
ikke er ens og har forskellige behov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar